Voice Junior

Dansk underholdningsprogram fra 2019.

‘Voice Junior’ er tilbage på Kanal 5, og gennem 10 forrygende afsnit, skal vi finde Danmarks dygtigste unge sangere i et hæsblæsende underholdningsprogram for hele familien spækket med store stemmer, fed musik og tre yderst veloplagte coaches! Vejen fra de indledende blinds til den stort anlagte finale er lang, og undervejs kommer vi igennem hele følelsesregistret fra nervøsitet og tvivl til uforfalsket glæde og eufori, når de 8-14-årige deltagere synger sig direkte ind i seernes hjerter og klarer nåleøjet til næste runde!

I de første fem blinds-programmer sidder de tre coaches, Mette Lindberg, Joey Moe og Wafande, alle med ryggen mod deltagerne, så de udelukkende har børnenes stemmer at bedømme performance på – og ikke mindst afgøre, om de skal gå videre til næste runde. For ved at trykke på knappen og vende stolen mod sangeren, giver de tre coaches børnene mulighed for at fortsætte i konkurrencen og vælge, hvilket af de tre hold, som de gerne vil tilhøre!

Både Joey Moe og Wafande har god erfaring med at trykke på den røde knap, da de begge har medvirket i fem sæsoner af ’Voice Junior’, mens Mette Lindberg i år starter som den nye pige i klassen. Alle tre dommere er super veloplagte og klar til at skyde festen i gang, mens forældre, søskende og venner står backstage sammen med vært Jacob Riising - klar til at fejre eller støtte alle sangerne, når de enten går videre i programmet eller desværre ikke har fået nogen plads på et hold.

Men også inden, at børnene skal give den gas på scenen, tager Ihan Haydar god hånd om de unge stjernefrø, da hun som trommeslager i bandet L.I.G.A. kender alt til at skulle stå på en stor scene med sommerfugle i maven og bare blæse et forventningsfuldt publikum bagover!

I programmerne møder vi bl.a. Pølse-Hans, som er 12 år og har 500.000 visninger på YouTube med sin Pølsemix-sang, mens Agnes på 11 år øver karaoke derhjemme med sin søster og synger storhittet ”Shallow” på Voice Junior-scenen. Vi møder også den islandske ’vulkan’ Hekla på 12 år og en række andre super spændte og dygtige sangere, hvis største drøm det er at vinde den store ’Voice Junior’ finale.

Den nye sæson af ’Voice Junior’ har premiere på Kanal 5 lørdag d. 20. april kl. 20.00.

 

Foto: Krestine Havemann.

Deltagere

Vises her:
Klik på kanallogoet for at læse mere om kanalen

PREMIERE: 
Forår 2019
PRODUKTIONSSELSKAB: 
United