Politijagt

Dansk reportageserie fra 2019

Den populære reportageserie om nogle af Danmarks dygtigste og mest dedikerede politibetjente fortsætter ufortrødent med en splinterny sæson, hvor der igen blændes op for en lang række hæsblæsende optagelser, som denne gang omfatter alt fra et særdeles alvorligt færdselsuheld, trukne pistoler til en meget afgørende retssag! 

’Politijagt’ starter med speederen helt i bund, da Vlado sætter efter en bilist, som kører voldsomt hasarderet og ender med at torpedere Vlados kollega med over 180 kilometer i timen. Vi ser det ske og hører reaktionerne fra de involverede vidner og færdselsbetjente - men også fra flugtbilisten selv. En sag, der først afsluttes to år senere, når færdselsbetjentene og flugtbilisten møder hinanden igen i retten. Seerne får en unik mulighed for at følge en sag om en trafikforseelse - hele vejen fra motorvejen til afsigelse af den endelige dom over gerningsmanden. 

Færdselsbetjenten Henrik, der til daglig arbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi, besøger en kollega ved Daytona racerbanen i Florida, hvor ’Daytona 500-løbet’ afholdes. I denne uge besøger omkring 350.000 Harley Davidson-entusiaster banen, så der er nok at holde styr på for de udsendte færdselsbetjente.  

Henrik ender også i en nervepirrende situation, hvor han må jagte en af de mange tusinde motorcyklister fra en politihelikopter ved hjælp af det nyeste fartmålingsudstyr. Området i Florida er kendt for et stort antal alligatorer, og netop nu de farlige dyr særdeles aktive, da det er parringssæson. Dét resulterer i, at Henrik og hans kollega må rykke ud til en situation, hvor en far og hans fire små børn er i fare for at blive angrebet. 

Vi skal naturligvis også se mere til den danske politibetjent Thomas Hald, der til daglig arbejder som betjent i Upper Darby, der ligger lige uden for den amerikanske millionby Philadelphia. Thomas kommer i denne sæson bl.a. ud i en situation, hvor han må sætte efter en bilist, som vælger at flygte fra politiet. Det bliver en meget intens biljagt, som munder ud i, at Thomas må trække sin pistol.  

Men da den ene af de to personer i bilen vælger at stikke, og Thomas’ kollegaer endnu ikke er ankommet til stedet, eskalerer situationen yderligere, og pludselig må Thomas tage en skæbnesvanger beslutning om, hvorvidt han skal skyde den flygtende person eller ej. 

Velkommen til en ny sæson af ’Politijagt’!

 

Foto: Krestine Havemann

Betjente

Vises her:
Klik på kanallogoet for at læse mere om kanalen

PREMIERE: 
Onsdag den 30. januar kl. 20.00
PRODUKTIONSSELSKAB: 
Metronome
SENDEDAG: 
Onsdag kl. 20.00