Danskerdrabet i Oslo

Norsk true crime-serie fra 2019.

‘Danskerdrabet i Oslo’ er en stort anlagt true ‘crime-serie’ om det brutale mord på den danske diplomatfrue Anni Nielsen Iranzo i 1974 – et mord, som den dag i dag stadig ikke er blevet opklaret. Men nu har Annis datter, Maria, sat sig for at rulle hele sagen ud igen i et forsøg på endelig at få identificeret gerningsmanden og opklare den ekstraordinære sag, som strækker sig over fire årtier og krydser grænserne til både Norge, Spanien, Argentina og USA.

Mordet på danskeren Anni Nielsen Iranzo skete i det fashionable kvarter Holmenkollen i Oslo, og det omtales stadig som et af de mest brutale mord i Norges historie, idet gerningsmanden først tæskede og efterfølgende kvalte hende med et reb. Siden viste det sig også, at Anni var gravid på tidspunktet, hvor hun blev slået ihjel. 

På grund af mordets brutale karakter ledte politiet dengang udelukkende efter mandlige mistænkte, herunder også Annis mand, en spansk diplomat med indtil flere lyssky forbindelser, samt personer med en potentiel politisk motivation for at ville slå hende ihjel. Men politiet var aldrig i stand til at udpege en gerningsmand, og det eneste vidne til mordet havde en helt anden forklaring: Annis dengang fireårige datter Maria. Maria befandt sig nemlig i stuen på tidspunktet og så en fremmed kvinde sidde oven på sin mors ben, mens hun kæmpede for sit liv ...

I ‘Danskerdrabet i Oslo’ følger vi Marias forsøg på et opklare sagen om drabet på sin mor fire årtier tidligere, og når hun rejser fra sit hjem i Argentina til Norge, Spanien og USA. Hun har aldrig været i stand til rigtig at kapere, hvad hun så den dag i Oslo, eller acceptere de informationer, som myndighederne har givet hende gennem årene. Nu tager hun derfor selv fat, og undervejs lykkes det også for Maria at finde helt nye spor i sagen, som aldrig før har set dagens lys, og som fører til nye beviser og mysterier. 

True crime-serien består af seks afsnit, og den skildrer den overordentligt komplekse og spændende sag, der handler om jalousi, hævn, narkotika, storpolitik og seksualiseret vold, mens vi også møder en lang række fascinerende personer, som alle har en eller anden tilknytning til det bestialske mord. 

Men hvem var det, som Maria så dengang i stuen? Kan gamle minder vækkes til live? Og kan moderne teknologi give nogle af de svar, som politiet ikke var i stand til at finde for 45 år siden?

Se ‘Danskerdrabet i Oslo’ onsdag d. 27. marts kl. 22.00 på Kanal 5. 

 

Foto: Simon Skreddernes.

Programbilleder

Vises her:
Klik på kanallogoet for at læse mere om kanalen

PREMIERE: 
Onsdag den 27. marts kl. 22.00
PRODUKTIONSSELSKAB: 
DNN
SENDEDAG: 
Onsdag kl. 22.00