Velkommen til verden

Dansk reportageserie fra 2018

Hvert 10. minut bliver der født et barn i Danmark, og ’Velkommen til verden’ er en fortælling om livet helt fra begyndelsen. Vi følger personalet og de vordende forældre på landets andenstørste fødeafdeling på Århus Universitetshospital, hvor Kanal 4 har fået unik adgang til at filme 24 timer i døgnet med 24 kameraer, syv dage om ugen for at fange de store følelser, morsomme hændelser og dramatiske minutter, når et barn fødes, og en ny tilværelse tager sin begyndelse.

Fødsler er en universel begivenhed, som er omgærdet af både glæde og spænding. Fødestuerne er forvandlingsrum, hvor folk gennemgår dét, de fleste betegner som det største øjeblik i deres liv. I programmet oplever vi, hvordan alle fødsler er forskellige, og vi får et nuanceret billede af, hvordan moderne parforhold anno 2018 påvirkes af den nok mest intensive, gribende og ekstraordinære begivenhed, som man kan komme ud for - nemlig det at blive forældre. 

I ’Velkommen til verden’ kigger vi også på nogle af de problematikker, som en fødsel kan medføre. Alt fra smertelindring, faderes rolle under fødslen, hvordan man bedst forbereder sig, og hvordan humor kan redde selv den mest tilspidsede situation hjem på god vis. Vi er både med til den hurtige fødsel, den fødsel, hvor intet går som planlagt, fødslen i vand, en tvillingefødsel, det akutte kejsersnit og de planlagte kejsersnit. Vi er med, når jordemødrene har travlt, og når de har god tid, og vi følger deres samtaler om, hvordan de på bedste vis giver det fødende par en god og mindeværdig fødselsoplevelse, som de altid vil huske tilbage på. 

I hvert program møder vi tre kommende forældrepar og de jordmødre, der skal hjælpe dem igennem fødslen. Vi er med hele vejen fra optakten til fødslen, til situationen på vagtstuen blandt jordemødrene frem til, at de små mirakler kommer til verden.

Og du kan følge med i det hele på Kanal 4 til efteråret!

De medvirkende jordemødre
Programbilleder

Vises her:
Klik på kanallogoet for at læse mere om kanalen

PREMIERE: 
Tirsdag den 18. september kl. 21.00
PRODUKTIONSSELSKAB: 
Metronome
SENDEDAG: 
Tirsdage kl. 21.00