Din sang

Dansk livsstilsprogram fra 2018

I ’Din Sang’ bliver helt almindelige danskere med meget ualmindelige historier hyldet af venner og familie med en særlig optræden fra deres yndlingsartist. Vi møder store kunstnere som bl.a. Sanne Salomonsen, Wafande, Carpark North, Shaka Loveless, Aura, Søs Fenger og Erann DD, som alle er fast besluttet på at give de medvirkende en oplevelse for livet, når de fremfører musiknumre dedikeret specielt til dem!

I ’Din Sang’ bliver danskere, som alle har været igennem en særdeles svær periode i deres liv, overrasket af venner og familie, som gerne vil hylde deltagerne med en sang fremført af deres yndlingskunstner. Deltagerne har alle været ekstraordinært stærke, når livet har behandlet dem hårdt, og derfor fortjener de også at få et kæmpe klap på skulderen. Vært Ibi Makienok står klar til at arrangere festlighederne sammen med nogle af de største navne inden for dansk musik, og vi møder i hvert program to danskere, som intetanende bliver overrasket midt i deres hverdag, af personer, som står dem særligt nær - lige fra deres nærmeste venner, et familiemedlem, en kæreste eller en samarbejdspartner.

Vi møder bl.a. Tina Muhls mand Mikkel, som ønsker at hylde sin kone, fordi hun igennem 12 år var udsat for seksuelt misbrug. Men det gør ikke Tina til et offer. I stedet for at give op, har hun nemlig rejst sig og skabt en levevej, hvor hun hjælper andre kvinder med at finde deres selvværd. Da Tina som lille havde det allersværest, var det Sanne Salomonsens stemme i radioen, der trøstede hende. Og derfor er det heller ingen ringere end hele Danmarks rockmama, der nu stiller op for at synge Tinas yndlingssang for hende!

Jonathan Richter havde en lovende fodboldkarriere foran sig, da lynet pludselig slog ned i ham, og han mistede sit ene ben. Ni år efter ulykken har Jonathan fundet vej tilbage til sportens verden som elitesportsmand på Danmarks landshold i kørestolsbasket. Derudover er Jonathan blevet et forbillede for utilpassede unge i Valby, hvor han arbejder som mentor. Jonathan elsker musik, og derfor stiller kæmpeidolet Pilfinger gladelig op og overrasker Jonathan midt i hans hverdag!

Programbilleder

Vises her:
Klik på kanallogoet for at læse mere om kanalen

PREMIERE: 
Torsdag d. 23. august kl. 21.00
PRODUKTIONSSELSKAB: 
Blu
SENDEDAG: 
Torsdage kl. 21.00