De unge mødre

Dansk reportageserie fra 2018.

Danmarks længst kørende reportageserie er tilbage på Kanal 4 med sæson 26, hvor vi foruden en lang række nye smukke, morsomme og rørende øjeblikke, taget direkte ud af de unge mødres liv, også inviteres med til hele to bryllupper og to nye graviditeter! Det handler om helt almindelige kvinders hverdag som mødre, kærester og venner, og som altid skildres både deres op- og nedture hudløst ærligt og giver et unikt indblik i livet som ung mor i dagens Danmark.

I sæson 26 følger vi mødrene Nadia-Shila, Mieke, Nanna-Johanne, Maria, Michelle, Natascha Ellen og Luna. Derudover møder vi også et par gamle kendinge i Martinna og Nanna.

Nanna-Johanne har en tendens til at falde for de forkerte mænd, og det forsøger hun at gøre op med i den nye sæson. Maria har derimod fundet sin drømmemand, og hun står overfor at skulle giftes med Niklas. Men, der er mange ting at forholde sig til, inden man kan sige ja til sit livs kærlighed.

Vi er også med på Nadia-Shilas store dag i Los Angeles, når datteren Hope bliver døbt, og hun bliver gift med sin forlovede Jeremy. Der er dog et lille skår i glæden, for den unge mor er anklaget for bedrageri, og hendes sag skal for retten i Danmark. Nadia-Shila taler ud om sagen i et ærligt interview.

Simone har været sammen med Sebastian i lidt over to år, og hverdagsproblemerne trænger sig på. Derfor har Simone opfundet et pointsystem, som skal medvirke til færre skænderier i hjemmet. Michelles store ønske om at få endnu et barn bliver endelig opfyldt, mens Mieke også drømmer om flere børn: hun er imidlertid bekymret for, om der er noget galt med hende, siden hun endnu ikke er blevet gravid.

Princess Natascha Ellen er tilbage, og der er sket mange nye ting i hendes liv. Hun drømmer stadig om at gennemføre en Ironman, og har netop genoptaget sin træning. Men da hun finder ud af, hun venter sit tredje barn, bliver hun endnu engang nødt til at sætte sine ekstreme sportsplaner på standby.

Og så er Luna netop gået fra sin ekskæreste og børnenes far, og hun skal pludselig finde sig til rette i en helt ny tilværelse, når hun for første gang er single siden hun var 16 år.

Så der er uden tvivl mange timers rørende, morsom og ærlig underholdning i vente, når vi blænder op for sæson 26 af ’De unge mødre’ på Kanal 4.

Deltagere

Vises her:
Klik på kanallogoet for at læse mere om kanalen

PREMIERE: 
Tirsdag den 14. august kl. 20.00
PRODUKTIONSSELSKAB: 
Pipeline
SENDEDAG: 
Tirsdage kl. 20.00