07. april 2017

Discoverys annoncenetværk har vokseværk igen

Interessen for Discoverys digitale annoncesamarbejde Premium Video Network fortsætter med at vokse. Denne gang er det mediehuset Nordjyske samt underholdningsportalen Jubii, der optages. Dermed får Nordjyske og Jubii adgang til at distribuere videoindhold fra Discoverys tv-kanaler som f.eks. klip fra Alka Superligaen, Politijagt samt Kanal 5’s helt nye dramasatsning, Gidseltagningen.

 

Med knap 1½ år på bagen har Discoverys digitale annoncesamarbejde Premium Video Network allerede gennemgået en markant udvikling. Bare i år er flere af Egmonts titler, Jysk Fynske Medier samt DBU optaget i netværket. Nu følger så Nordjyske Medier, herunder underholdningsportalen Jubii.  Hos Nordjyske er der stor tilfredshed med optagelsen:

 

”Jubii.dk har de seneste år fået en profil inden for gossip og underholdning, og her spiller Discovery rigtig godt ind med kvalitetsvideo. Vi mener, at Discoverys indhold samlet set er et godt match med den sammensætning af mennesker, der bruger jubii.dk dagligt. Derudover har vi også vægtet annonceoplevelsen og annoncekvalitet højt,” fortæller Astrid Thusgaard-Madsen, direktør for Jubii, og fortsætter:

 

”Aftalen giver os også mulighed for at bruge Discoverys videoindhold andre steder i koncernen. Jubii er ejet af Nordjyske Medier, og moderselskabet får mulighed for at bruge f.eks. video fra AaBs superligakampe på nordjyske.dk – det er helt oplagt.”

 

Tilsammen når Jubii og Nordjyske Medier ud til mere end 1 mio. unikke brugere pr. måned på tværs af deres digitale platforme.  Kasper Kryger, der er kommerciel direktør i Discovery Networks Danmark, glæder sig over tilgangen af Nordjyske og Jubii:

 

”Alle dele af det danske annoncemarked undergår markante forandringer i disse år. Hos Discovery tager vi offensivt imod denne udfordring. Vi er overbeviste om, at der findes markante muligheder i snitfladerne mellem de etablerede annonceformer. Sammen med vores samarbejdspartnere i Premium Video Network er vi meget opsatte på at finde og vinde disse muligheder”, siger Kasper Kryger, kommerciel direktør, Discovery Networks Danmark.

 

Med optagelsen af Nordjyske og Jubii består netværket nu af Discoverys egen streamingtjeneste Dplay, BTMX, Berlingske, Bold.dk, Tipsbladet, DBU, Egmont, Jysk Fynske Medier samt altså Nordjyske og Jubii.

Læs mere om Discovery Premium Video Network på dpvn.dk

Nyhedsbrev

Udfyld felterne her, så vil du fremover modtage de vigtigste nyheder fra Discovery Networks Danmark direkte i din mailboks.