08. marts 2018

Ny Eurosport Player i luften

Discovery Networks Danmark er gået i luften med en ny streamingtjeneste, Eurosport Player, som giver danskerne de bedste sportsrettigheder til den bedste pris. For en intropris på 99 kr. om måneden og en normalpris, der fra juni hedder 129 kr. om måneden, skal Eurosport Player gøre det nemt, underholdende og billigt for danskere at få stillet sportssulten på nærmeste favoritskærm. Ikke mindst for alle dem, der er besat af bold.

Fodbold fra Premier League, Alka Superliga, fodboldlandsholdets kampe mellem slutrunderne, La Liga, Serie A, FA Cup, Europa League, Eliteserien og Major League Soccer krydret med cykling fra bl.a. Giro d’Italia, Tour de France og Vuelta Espana samt Grand Slam tennis, OL, Le Mans, atletik, badminton, golf, rugby, vintersport og meget, meget mere. Alt sammen fra øverste hylde. Det er de indledende sportstilbud fra Discovery Networks Danmark, der står bag Eurosport Player, som netop er lanceret på en helt ny teknisk platform. Og en stor del af indholdet vil være eksklusivt for Eurosport Player-abonnenter. 

”Vi er meget begejstrede for at kunne byde velkommen til Eurosport Player, der endegyldigt skal stille de sportshungrende danskeres sult og give danske sportsfans de bedste sportsrettigheder til en attraktiv god pris. Med Eurosport Player er forbrugerne garanteret onlineadgang på tværs af alle moderne devices til Danmarks største og måske bedste udvalg af sports-tv - ikke mindst fodbold,” fortæller Christian Kemp, adm. direktør, Discovery Networks Danmark.

Introduktionsprisen er 99 kr. pr. måned for Eurosport Player, mens normalprisen fra starten af juni vil være 129 kr. pr. måned – og så er der fri adgang til alle de bedste sportsrettigheder. Bl.a. til topopgøret mellem Manchester United og Liverpool lørdag kl. 13.30.

Sport skal være let tilgængeligt

Med lanceringen af Eurosport Player bliver det både nemmere og billigere for danskerne at få sport på favoritskærmen. Og med fem dages gratis prøveperiode er det let at komme i gang.

”Der er efterhånden rigtig mange danskere, der får underholdning, film og serier via streaming-tjenester som et supplement til deres tv-pakker. Nu er tiden kommet til for alvor at åbne for sportens verden via streaming, og det er det, vi nu gør med Eurosport Player,” siger Christian Kemp.

Eurosport Player kan ses via Mac/PC, tablet/smartphone (iTunes og Android), Apple TV, Chromecast, SmartTV (Samsung) samt PlayStation 4 og Xbox One. Den nye platform er udviklet på teknologi fra video-streaming-firmaet BAMTech, som også benyttes af HBO samt sportsgiganter som Major League Baseball, NHL, WWE og ESPN.

Ved siden af en massiv mængde af fodbold- og tenniskampe, cykelløb med meget mere kan forbrugerne på Eurosport Player se tv-kanalerne Eurosport 1 og Eurosport 2 simultant. Og så er det muligt at gense et stort udvalg af sportsindholdet i op til 30 dage efter live-udsendelsen. 

Nyhedsbrev

Ja tak, jeg vil gerne modtage jeres nyhedsbrev!
Udfyld felterne herunder, så vil du fremover modtage de vigtigste nyheder fra Discovery Networks Danmark.
Når du tilmelder dig vores nyhedsbrev, accepterer du vores samtidig vores privatlivspolitik.